Boris Johnson satser på at bryde Brexitdødvandet med et valg i december.

Briterne på vej mod valg 12. december

Foto: Uk Parliament/jessica Taylor/Ritzau Scanpix
Foto: Uk Parliament/jessica Taylor/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For tredje gang siden 2015 skal briterne til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt parlament.

Det står klart efter 438 medlemmer af Underhuset tirsdag aften stemte for et forslag om valg torsdag 12. december. Blot 20 medlemmer stemte imod.

Premierminister Boris Johnson går til valg i håbet om at skaffe et flertal, der kan få skilsmisseaftalen med EU stemt gennem parlamentet.

Forslaget om valg 12. december skal også have støtte i Overhuset, hvilket dog regnes som en formssag.

Ifølge seneste meningsmåling fra YouGov er de konservative favoritter til at vinde valget, da partiet står til omkring 36 procent af stemmerne, mens Labour står til omkring 23 procent af stemmerne.

Boris Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, forsøgte sig også med et valg før tid i håb om at sikre sig flertal i parlamentet til at føre Brexit ud i livet.

Theresa Mays føring i meningsmålingerne ved valgudskrivelsen i 2017 var endnu større, end Boris Johnsons er nu, men dengang mistede de konservative alligevel flertallet og blev afhængige af opbakningen fra det lille nordirske parti DUP.

Labour rykker historisk langt til venstre: Corbyn er ikke populær – men det er hans politik

Labourformand Jeremy Corbyn siger en pressemeddelse, at briterne har en unik chance for at ændre Storbritannien grundlæggende og gøre op med uligheden i det britiske samfund.

»Vi vil nu lancere den mest ambitiøse og radikale kampagne for virkelige forandringer, som vores land nogensinde har set«, siger Jeremy Corbyn.

Brexitpartiet kan blive afgørende

Det britiske valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager det hele i den enkelte valgkredse, gør det ekstra svært at forudsige resultatet på baggrund af meningsmålinger. Og det er ikke blevet nemmere af fremkomsten af Nigel Farages Brexitparti og styrkelsen af Liberaldemokraterne, som står til at få henholdsvis 12 og 18 procent af stemmerne i den seneste måling fra YouGov.

John Curtice, en Storbritanniens førende eksperter i meningsmålinger, siger til Financial Times, at Boris Johnsons skæbne afhænger af, hvordan Brexitpartiet klarer sig.

»Dette valg handler ikke om Boris Johnson og Jeremy Corbyn, det handler om Boris Johnson og Nigel Farage. Labours er afhængige af, at Brexitpartiet klarer sig godt - det er denne valgkampagnes paradoks«, siger John Curtice til Financial Times.

Hvis Boris Johnson taber valget, risikerer han også at tabe Brexit på gulvet. Både Labour, Liberaldemokraterne og de skotske nationalister fra SNP ønsker sig en ny folkeafstemning efter en eventuel valgsejr.

EU har efter anmodning fra den britiske regering bevilget udskydelse af Brexit indtil 31. januar 2020, så Storbritannien får tid ratificere den skilsmisseaftale, som Boris Johnson har landet med EU.

Nilas Heinskou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her