0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Præsident­valg i USA

Europæisk overblik: Sådan prøver resten af Europa at bremse corona

Mange lande har lukket skoler, frarådet rejser og forbudt store forsamlinger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Nacho Doce/Ritzau Scanpix
Foto: Nacho Doce/Ritzau Scanpix

Også i Barcelona ligger gaderne næsten øde hen.

Internationalt

Senest opdateret lørdag 22. marts klokken 14.30

Her er en oversigt over, hvad der gøres i de europæiske lande for at hindre spredningen af coronavirus.

Italien: Hæren blev fredag sat ind for at bistå med håndhævelsen af udgangsforbuddet. Nedlukningen af landet forlænges oplyste premierminister Giuseppe Conte torsdag 19. marts. De nuværende skrappe restriktioner har foreløbig været gældende til 3. april. Samtlige katolske kirker i Rom har fået ordre til at lukke. Vatikanet har aflyst fejringen af påsken. Der er indført landsdækkende rejsebegrænsninger og samtlige butikker ud over fødevareforretninger og apoteker holder lukket eller er underlagt begrænsninger i åbningstiderne. Sent lørdag 21. marts erklærede italiens Conde, at al produktion i landet, der ikke er »strengt nødvendig«.

Storbritannien: Lørdag opfordrede regeringen forbrugerne til at holde op med at hamstre fødevarer, men afstod fra at indføre rationering, skriver BBC. Fredag lukkede landets pubber. Lukningen kommer ifølge prime minister Boris Johnson til at fortsætte en rum tid fremover. Fredag eftermiddag lukkede skolerne i England. Torsdag blev 40 undergrundsstationer blevet lukket, og 20.000 soldater holdes klar til at blive indsat mod smitten med coronavirus i den britiske hovedstad, oplyser britiske medier. Søndag 22. marts, som er mors dag i Storbritannien, opfordrede premierminister Boris Johnson alle til at ringe til deres mor i stedet for at besøge hende.

Norge: Lørdag stemte samtlige partier i Norge for en kriselov, som giver regeringen ekstra beføjelser i kampen mod coronavirusset. Loven er sammensat i løbet af få dage. Da det oprindelige forslag blev fremlagt, blev det kraftigt kritiseret af juraeksperter, der mente, at det gik for langt. Norge har allerede lukket grænserne lukket for alle, der ikke bor i Norge lige som alle turister opfordres til at rejse hjem. Skoler og børnehaver lukkes. Børn af forældre med kritiske jobs får tilbudt nødpasning. Personer, som ankommer til Norge fra Danmark, skal i 14 dages karantæne. Alle gudstjenester er aflyst og kultur- og idrætsarrangementer taget af plakanten. Sundhedspersonale må ikke rejse og indbyggerne frarådes at tage offentlig transport.

Tyskland: Den tyske delstat Bayern indførte fredag udgangsforbud for at begrænse smitten af coronavirus. Tyske Lufthansa vil den kommende måned holde 700 ud af sine 763 fly på jorden som følge af coronavirusset. Tyskland har lukket sin grænse til Danmark, Frankrig, Østrig, Schweiz og Luxembourg. Flere delstater - men ikke alle - lukker alle skoler og daginstitutioner. Det gælder også i Berlin, hvor den kollektive trafik også indskrænkes og museer og koncertsteder lukkes. Myndighederne fraråder ikke-nødvendige forsamlinger. Der er lavet en kæmpe hjælpepakke på 4.588 milliarder kroner til erhvervslivet.

Spanien: Spanien har torsdag udstedt et påbud til alle hoteller i landet om at holde lukket. I forvejen har Spanien erklæret krisetilstand i landet. Eksempelvis holder alle restauranter, cafeer og butikker lukket, bortset fra fødevarebutikker og apoteker. Spaniens ministerpræsident Pedro Sanchez beder spanierne om at overholde en 15 dage lang nødplan. Folk skal holde sig hjemme og kun gå ud for at købe madvarer, handle på apoteker eller tage til hospitaler. Pressede sygehuse rationerer håndsprit og mundbind til personalet. Søndag 22. marts besluttede den spanske regering at forlænge landets undtagelsestilstand frem til tidligst efter påske. I Madrid er hospitalerne så overbelagt, at der er oprettet et nødhospital i et messecenter uden for byen, hvor kapaciteten kan skaleres op til 5.000 senge.

Sverige: De svenske myndigheder fraråder svenskere unødvendige rejser ud af landet de næste 30 dage. Myndighederne har forbudt offentlige forsamlinger med flere end 500 deltagere. Overtrædes det, kan der gives fængselsstraffe. Skolerne holdes åbne, men har fået lov at forlænge skoleåret eller undervise i weekenderne, hvis det skønnes nødvendigt. Videregående uddannelser og gymnasier er til gengæld lukkede. Søndag aften 22. marts klokken 21.15 vil statsminister Stefan Löfven holde en tv-transmitteret tale til nationen.

Frankrig: Den franske regering har lukket de ydre EU-grænser, forbudt borgerne at gå uden for, medmindre det er påkrævet, og lukket alle restauranter, barer og biografer. Daginstitutioner, skoler og universiteter er lukkede. Staten kommer med en såkaldt solidaritetsfond, der skal støtte det ramte erhvervsliv. Regeringen har fastlåst priserne på håndsprit og taget kontrol over fremstillingen af ansigtsmasker. Flere parfumefirmaer har omstillet produktionen til håndsprit. I de områder, hvor der er konstateret flest coronasmittede, er forsamlinger forbudte og markeder og kirker lukkede.


Finland: Forsamlinger på over 500 mennesker frarådes. Alle rejser til udlandet frarådes.

Island: Myndighederne har overtaget et hotel i Reykjavik til brug som karantænecenter. Mandag bliver skoler og universiteter lukket, lige som der bliver indført forbud mod forsamlinger på mere end 100 personer.




Irland: Alle skoler, universiteter og daginstitutioner er lukket. Der er forsamlingsforbud, så der højst må være 100 indendøre og 500 udendøre. Det rammer også de traditionsrige Sankt Patricks Dag-fejringer. Befolkningen opfordres til at arbejde hjemme.

Belgien: Der er indført nødret og et tre uger langt, men begrænset udgangsforbud. Skoler lukkes, men skal tage sig af at passe bl.a. sundhedspersonales børn. Cafeer, restauranter og ikke mindst værtshuse og barer er lukket. Befolkningen rådes til at arbejde hjemme og undgå den kollektive trafik i myldretiden.

Holland: Skoler og daginstitutioner, cafeer, restauranter, idrætsklubber og saunaer er lukkede frem til 6. april. Hashcafeer har fået lov at holde åbent for salg ud af huset for at undgå, at et illegalt cannabismarked vokser frem. Universiteter opfordres til at gennemføre forelæsninger via nettet. Forsamlinger med over 100 deltagere aflyses. Museer, koncertsteder og lignende er lukket. Befolkningen opfordres til at arbejde hjemme.

Luxembourg: Alle skoler er lukkede og arrangementer med over 1.000 deltagere er aflyst. Butikker holdes lukket, undtagen apoteker, fødevareforretninger - og banker. Alle opfordres til udelukkende at bevæge sig udendørs, hvis det sker i uopsættelige ærinder.

Østrig: Søndag bliver der indførst forbud mod forsamlinger på mere end 5 personer. Landet vil ikke tillade indrejse fra Italien. Landets universiteter er lukkede. De østrigske myndigheders rejsevejledninger kategoriserer nu alle lande i verden som højrisikoområder. Private virksomheder er bedt sende de ansatte hjem. Landets restauranter skal lukke mandag.

Schweiz: Al undervisning i hele undervisningssystemet er aflyst frem til 4. april. Der er indført forbud mod forsamlinger over 100.

Estland: Alle skoler er lukkede, og større begivenheder er underlagt restriktioner. Landet lukker nu i lighed med Danmark grænserne for de fleste besøgende fra udlandet.

Letland: Myndighederne har erklæret nødretstilstand. Begivenheder med over 50 deltagere er forbudt. Landet lukker nu i lighed med Danmark grænserne for de fleste besøgende fra udlandet.

Litauen: Landet har indført nødretstilstand. Skoler er lukkede, og næste alle begivenheder aflyst. Alle offentlige forsamlinger er forbudt. Alle butikker bortset fra fødevarebutikker og apoteker er lukkede. Restauranter må kun sælge takeaway. Grænserne er nu helt lukkede for alt andet end varer og specialtransporter.

Annonce

Polen: Landet nægter – ligesom Danmark – udlændinge indrejse. Tog- og flytrafik ind over grænsen tillades ikke længere. Polakker, der vender hjem efter rejser til udlandet, skal isoleres i 14 dage. Alle skoler og daginstitutioner er blevet lukket. Det samme er alle kulturinstitutioner som teatre, museer og biografer. Myndighederne opfordrer til at aflyse og undgå større forsamlinger og har lukket store indkøbscentre, men tillader almindelige butikker at holde åbent. Grænsen for forsamlinger er sat ved 50 personer.


Portugal: Den portugisiske præsident, Marcelo Rebelo, har erklæret en national 15 dages nødretstilstand på grund af coronavirusset. Det gør det nemmere for regeringen at begrænse befolkningens bevægelser rundt i landet. Daginstitutioner, skoler og universiteter landet over er lukket. Barer og natklubber er lukket. Der er sat begrænsninger på adgangen til bl.a. restauranter og indkøbscentre. Flyvninger til Italien er aflyst. Forsamlinger på over 5.000 udendørs og 1.000 indendørs frarådes. Kun nødvendig trafik over grænsen til Spanien er tilladt.

Tjekkiet: Regeringen har indført nødret. Skoler er lukket. Et område i den østlige del af landet med 21 byer og en høj forekomst af coronasmittede er isoleret. Tjekker må ikke forlade landet med mindre de bor i udlandet. Sportsarrangementer med over 30 personer er forbudt og borgerne opfordres til udelukkende at gå uden døre, hvis det er strengt nødvendigt og til i videst muligt omfang at bære mundbind, når de forlader hjemmet. Kulturinstitutioner er lukkede og restauranters åbningstider er begrænsede.

Kroatien: Alle daginstiutioner og skoler er lukket. Udenlandske statsborgere som har været i Kina, Storbritannien, Sverige, Schweiz, Østrig, Spanien, Holland, Singapore, Tyskland, Iran, Italien eller Sydkorea, vil blive sendt i 14 dages karantæne. Kroatiske statsborgere, der har været samme steder, skal selv gå i karantæne.

Grækenland: Den Olympiske Komité har foreløbigt fastholdt, at forberedelserne til legene skal fortsætte. Derfor er ceremonien, hvor den olympiske fakkel tændes i Grækenland, gennemført - dog uden tilskuere. Alle skoler, teatre, biografer, museer og domstole er lukkede. Det samme er de fleste butikker. Offentligt ansatte opfordres til at arbejde hjemme eller forskudt.

Ungarn: Har indført nødretstilstand og lukket grænserne for udlændinge. Universitetsundervisning er aflyst. Skoler skal fra mandag fjernundervise via nettet og skoleudflugter ud af landet er forbudt. Forsamlinger på over 100 mennesker inden døre eller 500 udendøre er forbudt.

Bulgarien: Parlamentet har vedtaget en undtagelsestilstand. Flere regioner har lukket skoler. Skolerejser er aflyst. Besøg på plejehjem og ældrecentre er forbudt. Biografer skal desinficeres mellem hver filmforevisning.

Rumænien: Har indført nødretstilstand. Skoler er lukket. Folk kan sættes i karantæne i deres hjem. Offentlige forsamlinger med flere end 50 mennesker er forbudt.

Slovakiet: Har indført national nødret. Alle sports- og kulturarrangementer er aflyst. Lufthavne og skoler er lukkede.

Slovenien: Grænsen mod Italien er lukket, også for varetransporter. Skolerne lukkes fra mandag, det samme gør al offentlig transport og alle restauranter og barer.

Det fælleseuropæiske sundhedsagentur, ECDC - European Center for Disease Prevention and Control - har efterlyst en målrettet og øjeblikkelig indsats for at få styr på coronasmitten.

Den hast, hvormed sygdommen breder sig, kan forårsage sygdommens udbredesler, der kan tvinge nationerne i knæ, lyder advarslen.

Selv om risikoen for en stor del af befolkningerne er begrænset, så er den stor for ældre og kronisk syge. Risikoen for, at sundhedssystemernes kapacitet overskrides i de kommende uger anses for at være høj, vurderer ECDC.

Situationen udvikler sig meget hurtigt og en omfattende og hurtig indsats er afgørende for at bremse sygdomsspredningen. Det er nødvendigt at sikre, at befolkningerne ikke omgås ret mange, at de er klar over risikoen og at sundhedsvæsenerne meget hurtigt indstilles på en fokuseret indsats mod coronavirus.

Oplysningerne er næppe fyldestgørende og kan blive opdaterede, efterhånden som nye informationer kommer frem.

Læs mere:

Læs mere