0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

WHO-chef: Coronavirus forsvinder måske aldrig

En udvikling af vaccine mod coronavirus giver en gylden mulighed for et frugtbart globalt samarbejde, siger chef for WHO’s akutberedskab, Mike Ryan, som dog vil forberede folk på, at virussen måske aldrig forsvinder helt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Denis Balibouse/Ritzau Scanpix
Foto: Denis Balibouse/Ritzau Scanpix

Vi skal forberede os på at leve med coronavirus fremover, siger chef for WHO's akutberedskab Mike Ryan.

Internationalt

Mennesker verden over sætter deres lid til, at en vaccine kommer og fjerner corona fra jordens overfalde.

Men det skal vi måske lade være med. I stedet skal vi lære at leve med virussen og være bedre til at inddæmme den.

Det er budskabet fra chefen for akutberedskabet i FN’s verdensundshedsorganisation WHO, Mike Ryan, på en pressekonference onsdag i Geneve:

»Det er vigtigt at få gjort klart, at denne virus måske bliver endnu en endemisk virus, og at den derfor aldrig forsvinder«.

En endemi er en sygdom, som i afgrænsede områder opstår igen og igen.

Mike Ryan mener, at vi nok skal komme over det nuværende stadie, hvor nedlukninger præger samfundene verden over. Men han understreger også vigtigheden i, at lande bliver ved med at være forsigtige med genåbning og får betydelig mere kontrol over virussen. Derfor skal folk lære at leve med coronavirus- ligesom vi har lært at leve med andre sygdomme.

»Hiv er aldrig forsvundet, men vi har fundet måder at forebygge den på. Folk er ikke så bange for hiv som tidligere, og vi tilbyder et langt og sundt liv til folk med den sygdom. Jeg sammenligner ikke de to sygdomme, men jeg siger bare, at det er vigtigt, at vi er realistiske, og at ingen kan forudsige, om denne sygdom vil forsvinde«.

Stormagter strides

Mike Ryan har dog ikke opgivet at udvikle en vaccine mod virussen, og ifølge nyhedsbureauet Reuters arbejdes der på verdensplan på mere end 100 forskellige vacciner, hvor flere allerede er ved at blive testet.

»Videnskaben kan fremskaffe en vaccine. Men nogen skal lave den, og der skal laves nok af den. Folk skal også ville tage den vaccine. Alle de trin er fyldt med problemer«, siger Mike Ryan.

Og et af de helt store problemer i bekæmpelsen af coronavirussen har været det internationale samarbejde. Det har været særligt tydeligt mellem verdens to største økonomier, Kina og USA, hvor beskyldninger om dårlig håndtering af virussen flyver frem og tilbage.

Det er blandt andet gået ud over netop WHO, som Donald Trump har beskyldt for at favorisere Kina. Det har fået ham til at standse USA’s ellers store bidrag til organisationen, mens en undersøgelse er i gang.

Alligevel håber Mike Ryan på, at en vaccine kan skabe bedre internationalt samarbejde, som kan komme os alle til gode.

»Det er en kæmpe mulighed for verden«, siger han.

Han tror på, at bekæmpelsen af coronavirus og distributionen af en ny effektiv vaccine kan give et forstærket håb for planetens fremtid, der går videre end coronavirus. Det kan nemlig opildne lande til i fremtiden at have større fokus på sundhed og samarbejde om at løse globale problemer.

I samme ombæring opfordrer han lande til mere teknologisk, økonomisk og politisk samarbejde - eksempelvis gennem en organisation som WHO.

Særligt Europa oplever en tilbagegang i smittetilfælde og dødsfald med corona. Men andre steder i verden er tallene stadig voldsomme. I USA er over 1.700 døde med corona det seneste døgn, hvor det samlede antal døde nu er på næsten 85.000, og det totale antal smittede er på 1,4 millioner.

Det er også begyndt at gå stærkt i Brasilien, hvor præsident Jair Bolsonaro har kæmpet meget mod nedlukning af samfundet på grund af coronavirussen. Her har dødstallet de seneste par dage været mellem 600 og 900, og det samlede antal er nu på over 13.000.

Det globale antal bekræftede smittede er 4,35 millioner, og dødstallet er 297.000.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce