En person er i kritisk tilstand under demonstration i den amerikanske by Louisville, bekræfter politiet ifølge Associated Press.

Syv ramt af skud under protest mod politivold

Lyt til artiklen

Mindst syv personer er blevet skudt under en demonstration, hvor hundreder af mennesker har været samlet i byen Louisville i den amerikanske delstat Kentucky for at kræve retfærdighed for den 26-årige Breonna Taylor, der blev skudt af politiet tidligere i år.

Det oplyser de lokale politimyndigheder ifølge nyhedsbureauet Associated Press.

Alle syv ofre er civile, og én er i kritisk tilstand, oplyser politiet.

Den 26-årige, afro-amerikanske studerende Breonna Taylor blev skudt otte gange, efter at narkotikabetjente i marts bankede på hendes dør. Der blev ikke funder narkotika i hendes hjem, skriver Associated Press.

Omkring 500-600 demonstrationer marcherede torsdag aften gennem gaderne i Kentucky. Der blev råbt »ingen retfærdighed, ingen fred«, og der lød krav om, at betjentene, der skød Breonna Taylor, bliver fyret, skriver den lokale avis Louisville Courier Journal.

Det er ikke optøjer, men en revolte imod et system, hvori folk har følt sig undertrykket, sagde det lokale parlamentariker Keisha Dorsey til avisen.

»Hvad jeg ser, er mennesker, der gør, hvad de kan, med deres smerte og deres frustration«, sagde hun.

Borgmesteren delte et budskab på Twitter, som han sagde var skrevet på vegne af Breonna Taylors mor, der opfordrede til fredeligt at arbejde for sandhed og retfærdighed. Familien lagde tidligere på måneden sag an mod det lokale politi.

Demonstrationen kommer, mens USA sørger over nedskydningen af den afrikansk-amerikanske mand Ahmaud Arbery under en løbetur i delstaten Georgia i februar, og den 46-årige George Floyd, der døde mandag efter en voldelig arrestation i byen Minneapolis.

I Minneapolis har de flere dag i træk været protester i gaderne, hvor bygninger er sat i brand og politiet har skudt med tåregas og gummikugler.

I Louisville viser videobilleder også, at politifolk med ansigtsmasker og beskyttelsesudstyr så ud til at affyre gummikugler og tåregas mod demonstranter, skriver Associated Press. Man kan ifølge nyhedsbureauet se demonstranter bag barrikader af borde spraymalet med ordene: »I kan ikke slå os allesammen ihjel«.

Jesper Thobo-Carlsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her