Under vintersolen på handelstorvet tæt ved Via Antonio Marini er der et bugnende udvalg af bok choy-kål, kai lan-broccoli og alskens chilifrugter. Jeg er lige kommet til kvarteret og henvender mig flere gange forsigtigt til folk i den adspredte folkemængde for at spørge om vej, men folk undgår konsekvent øjenkontakt og skynder sig videre. Jeg tjekker mig selv i et butiksvindue for at se, om min ansigtsmaske skulle sidde helt forkert, eller om der er andre synlige uregelmæssigheder, men det er ikke umiddelbart tilfældet. Det skulle da lige være, at jeg er den eneste ikke-kineser på torvet.
Jeg bevæger mig mod Via Pistoiese, som er handelsgaden i byen Pratos kinesiske kvarter, Macro Lotto Zero. En kvinde kommer gående om hjørnet og drejer ind på det smalle fortov i min retning. Hun holder sin cirka etårige baby i et fast greb i favnen. Barnet har en stofmaske på, hvis størrelse kun akkurat lader øjnene være fri. Da vi krydser hinandens vej, trykker kvinden barnets ansigt ind mod sig og går sidelæns forbi mig med ryggen til.
