0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Kvarteret, der vaccinerede sig selv: Et lukket samfund uden corona midt i et virusplaget Italien

De var de første, der blev klar over faren ved coronavirus, da den endnu var et kinesisk fænomen. Og de er de første til at vaccinere sig. Politiken har besøgt det kinesiske kvarter i byen Prato, hvor indbyggerne ser fremmede som en reel helbredstrussel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Bjørck
Foto: Martin Bjørck
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Under vintersolen på handelstorvet tæt ved Via Antonio Marini er der et bugnende udvalg af bok choy-kål, kai lan-broccoli og alskens chilifrugter. Jeg er lige kommet til kvarteret og henvender mig flere gange forsigtigt til folk i den adspredte folkemængde for at spørge om vej, men folk undgår konsekvent øjenkontakt og skynder sig videre. Jeg tjekker mig selv i et butiksvindue for at se, om min ansigtsmaske skulle sidde helt forkert, eller om der er andre synlige uregelmæssigheder, men det er ikke umiddelbart tilfældet. Det skulle da lige være, at jeg er den eneste ikke-kineser på torvet.

Jeg bevæger mig mod Via Pistoiese, som er handelsgaden i byen Pratos kinesiske kvarter, Macro Lotto Zero. En kvinde kommer gående om hjørnet og drejer ind på det smalle fortov i min retning. Hun holder sin cirka etårige baby i et fast greb i favnen. Barnet har en stofmaske på, hvis størrelse kun akkurat lader øjnene være fri. Da vi krydser hinandens vej, trykker kvinden barnets ansigt ind mod sig og går sidelæns forbi mig med ryggen til.

I skobutikken ved Via Bonicoli, siger jeg »buongiorno« til de to ekspeditricer. De registrerer mig, men svarer slet ikke. I stedet flytter de sig ned i enden af lokalet og ser ikke op fra skotøjsæskerne, de er ved at sætte på hylderne.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere