For fire år siden stod Donald Trump på pladsen foran Capitol i Washington og lod sig tage i ed som præsident, mens han fortalte amerikanerne, at der foregik et »blodbad« i de amerikanske storbyer. Man vidste ikke rigtig, hvad han talte om. Hvad for et blodbad? Trump påstod, at kun han kunne stoppe det.
Fire år senere er det Donald Trump, der har forårsaget et blodbad i den amerikanske hovedstad, hvor fire mennesker er døde efter et voldeligt stormløb på Kongressens bygning.
Det har isoleret Donald Trump, mere end han nogensinde har været det før som præsident. Medarbejdere i Det Hvide Hus beskriver situationen som vanvittig, og en række af dem har sagt op. Også republikanere diskuterer nu, om man kan fjerne Donald Trump. Trump-alarmister, der i fire år har advaret mod ham på demokratiets vegne, men har fået at vide, at de maler fanden på væggen, oplever et historisk hvad sagde jeg-øjeblik.
Onsdag havde Donald Trump sammenkaldt tusindvis af loyale støtter fra hele landet til et møde. Han fik hjælp til det af de skøre og nogle gange farlige konspirationsteoretikere, som han igennem fire år har løftet frem i lyset ved at rose dem og aldrig, aldrig fordømme dem. Nogle af dem tog en galge med. Som opvarmning hidsede hans advokat Rudy Giuliani flokken op til »trial by combat«, som de siger i ridderfilmene. Tvekamp. Trump kom på. Han fortalte sine tilhængere, at onde mennesker og blødsødne republikanere har stjålet valget fra dem. Det er som bekendt løgn. Joe Biden vandt valget og bliver indsat som præsident om små to uger. Trump opfordrede ikke til vold. Det gør han aldrig. Men hans sprog var som mange gange før ladet med vold og had. Som dengang han fortalte sine tilhængere, at han havde lyst til at smadre en aktivist. Han opfordrede flokken til at sende et budskab til de onde politikere.
»Vi kan aldrig tage dette land tilbage med svaghed«, sagde Donald Trump og opfordrede dem til at marchere mod Kongressen, hvor politikerne var ved at bekræfte valget af Joe Biden med en af det amerikanske demokratis mange officiøse ceremonier.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her