0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Trump benåder Bannon og 72 andre

Afgående præsident Donald Trump har benådet en række kriminelle og nedsat straffen for andre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Internationalt

Som en af sine absolut sidste præsident-gerninger har Donald Trump benådet 73 personer, der er dømt for kriminalitet. 70 andre har han nedsat straffen for.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

Blandt de mange, der er blevet benådet, er Trumps tidligere tætte rådgiver, Steve Bannon, mens Trump ikke har valgt at give sig selv amnesti, sådan som der har været spekuleret i, at han måske ville forsøge sig med.

Den nationalistiske Steve Bannon var Trumps kampagnechef under valgkampen i 2016 og regnes som idemanden til flere af Trumps mest reaktionære reformer: indrejse-forbuddet for muslimer, det store antal abortmodstandere i amerikanske domstole og USA’s farvel til klimaaftalen.

Senest har Bannon, ifølge amerikanske medier, på de indre linjer opildnet nogle af de grupper, der menes at have deltaget i stormløbet på Kongressen 6. januar, hvor voldelige Trump-støtter sendte chokbølger gennem det amerikanske demokrati ved at tvinge sig adgang til Kongressen. Fem mennesker mistede livet under optøjerne.

Bannon var ellers tiltalt for at have svindlet med midler, som folk har doneret til opførelsen af en mur langs grænsen til Mexico.

Muren har været et af Donald Trumps mest omdiskuterede projekter.

I en 20 minutter lang afskedstale, som Trump lagde ud i aftes dansk tid, var netop de lukkede grænser en af de ting, som Trump fremhævede som en bragende succes fra sin præsidentperiode.

Ifølge anklagerne mod Bannon, som altså nu bliver droppet, har Bannon brugt mindst 1 million dollar svarende til over 6 millioner kroner af de penge, der var samlet ind til muren, på private formål.

Bannon, der har været løsladt mod kaution, har konsekvent afvist at have gjort noget galt og beskyldt anklagerne for at være i lommen på hans politiske modstandere.

»Hele den her fiasko skal stoppe folk, der vil bygge muren«, sagde Steve Bannon i sommer, da anklagerne netop var kommet frem.

Dengang forsøgte præsidenten ikke desto mindre at lægge afstand til Steve Bannon.

»Jeg har ikke haft noget at gøre med ham længe«, sagde Trump til journalister.

Benådning er normal praksis

Det er helt normalt, at afgående præsidenter benytter sig af en særlig ret nedskrevet i den amerikanske forfatning til at benåde og nedsætte straffen for kriminelle.

Da Barack Obama for fire år siden skulle gå af som præsident, benådede han stribevis af dømte og nedsatte straffen for mange andre. En af de mest kendte var den tidligere soldat og whistleblower Chelsea Manning.

Soldaten, der i 2010 valgte at skifte køn fra mand til kvinde, blev samme år idømt 35 års fængsel efter at have lækket fortrolige oplysninger heriblandt en video til offentligheden, men efter at have siddet fængslet i syv år kunne hun efter Obamas strafnedsættelse vende tilbage til friheden.

Donald Trump har tidligere benådet en anden af sine tidligere rådgivere, Roger Stone, der ellers var dømt for at have løjet over for Kongressen og obstruere den særlige anklager Robert Muellers undersøgelse af russisk indblanding i USA’s præsidentvalg i 2016.

I februar sidste år blev Stone idømt en fængselsstraf på 40 måneder, men kort før han i sensommeren skulle begynde at afsone straffen, blev han benådet af Trump, der mente, at Roger Stone »allerede havde lidt nok«.

Kort før jul benådede han også flere andre af sine tidligere rådgivere og allierede, heriblandt tidligere kampagnechef Paul Manafort, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og tidligere rådgiver George Papadopoulos.

Trump har, ifølge Ritzau, også benådet tidligere kongresmedlem Robin Hayes, der blev idømt et års fængsel for at have afgivet en falsk erklæring i en korruptionssag.

Rapperen Lil Wayne er også benådet, mens rapperen Kodak Black har fået sin straf nedsat. De blev begge retsforfulgt for at have overtrådt USA’s våbenlovgivning.

Læs mere:

Annonce

Læs mere