De thailandske myndigheder har kastet sig ud i en svær balancegang, hvor de på den ene side benægter, at dyr solgt på det store Chatuchak-marked i Bangkok kan have bragt coronavirussen til den kinesiske by Wuhan, og på den anden side erkender, at der måske alligevel kan være noget om snakken.
»Dette er blot en akademisk formodning og ikke den absolutte sandhed«, sagde lederen af den særlige kriseenhed i den thailandske styrelse for sygdomskontrol, Chawetsan Namwat, onsdag på et pressemøde ifølge avisen The Nation.




























