Der er risiko for en tsunami, oplyser det amerikanske tsunami-varslingssystem USGS.

Voldsomt jordskælv i Stillehavet ryster mexicansk region

Foto: Luis Cortes/Ritzau Scanpix
Foto: Luis Cortes/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,6 er blevet registreret i Stillehavet ud for regionen La Placita de Morelos i Mexico.

Der er risiko for en tsunami, oplyser det amerikanske tsunami-varslingssystem ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I USA siger USGS, at skælvet havde en styrke på 7,6, mens mexicanske seismologer opgiver en styrke på 7,4.

Bygninger rystede under skælvet i Mexico City.

Skælvets epicentrum var i ti kilometers dybde 46 kilometer sydøst for La Placita de Morelos på Mexicos stillehavskyst, skriver nyhedsbureauet AFP.

Skælvet kom på årsdagen for to store skælv i landets historie - i 1985 og i 2017.

USA’s tsunami-varslingssystem advarer om, at der er risiko for en tsunami nær Michoacán-kysten.

Det amerikanske tsunami-advarselscenter for Stillehavet, PTWC, advarer om risiko for tsunami-bølger på mellem én og tre meter over havets overflade ved nogle af Mexicos kyster.

Samtidig advarer PTWC om risiko for tsunami-bølger på 30 cm i Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador og flere andre sydamerikanske lande med stillehavskyster.

/ritzau/Reuters

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her