Olivenhøsten nærmede sig, og den chilenske landmand José Miguel Honorato skulle bruge 80 mænd eller kvinder til arbejdet på de 40 hektar jord, der udgør hans olivenlund. Han skulle også finde 30 personer til vinhøsten på sine 50 hektar jord med druer. Sådan var det hvert år, men det blev stadig sværere at finde den nødvendige arbejdskraft, kunne han konstatere.
Endnu værre stod det til hos andre frugtavlere, især blandt dem, der dyrker kirsebær, blåbær og blommer, som er meget arbejdsintensive afgrøder og samtidig nogle af Chiles store eksportvarer. Alle landmænd var bekymrede, for selv om de hævede lønnen betydeligt, var der stadig ikke arbejdskraft nok, og for tre år siden gav Honorato op. Han lejede maskiner til høstarbejdet, og til februar, når druerne skal høstes, er én person nok til at betjene maskinen, og det samme gælder olivenhøsten i april.


























