»Store Broder holder øje med dig«, skriver George Orwell i sin dystopiske romanklassiker ’1984’, der skildrer et undertrykkende, totalitært regime, hvor borgerne lider under en allestedsnærværende overvågning. Romanen bringes op igen og igen som en kritisk røst, når endnu et moderne samfund tager overvågning i brug med et argument om tryghed.
Senest er overvågningen skærpet i Iran, skriver en række internationale medier. De iranske myndigheder er netop begyndt at sætte kameraer op på offentlige pladser, udtaler det iranske politi i det statsdrevne medie Islamic Republic News Agency.


























