Nye ubekræftede oplysninger indikerer, at Putin ikke har fuldstændig kontrol over efterdønningerne af sidste måneds mytteri, vurderer Rusland-ekspert.

Lukasjenko: Prigosjin er tilbage i Rusland

Præsidenten i Belarus, Aleksandr Lukasjenko, siger, at Wagner-gruppens leder stadig er i Rusland. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Præsidenten i Belarus, Aleksandr Lukasjenko, siger, at Wagner-gruppens leder stadig er i Rusland. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Wagner-gruppens chef, Jevgenij Prigosjin, er ikke i Belarus, men i Rusland, sagde præsident Aleksandr Lukasjenko fra Belarus på et pressemøde torsdag, der øger mystikken om efterspillet efter det dramatiske mytteri-forsøg i Rusland.

Lukasjenko sagde, at Prigosjin »er i Sankt Petersborg« og måske vil rejse til den russiske hovedstad Moskva.

Den belarusiske autokrat var med til at lave en aftale, der afbrød lejehærens fremmarch mod Moskva i sidste måned, og det blev signaleret, at Jevgenij Prigosjin kunne undgå strafforfølgelse og få en slags amnesti i Belarus.

På pressemødet sagde Lukasjenko ifølge The New York Times, at Prigosjin er »en fri mand, men hvad der sker senere, ved jeg ikke«.

Ifølge nyhedsbureauet dpa’s referat sagde han, at Ruslands »præsident Vladimir Putin ikke vil gøre det af med Prigosjin«.

Lukasjenkos oplysninger er ikke bekræftet af vestlige medier, men alene tvivlen om Prigosjins opholdssted understreger den usikkerhed og forvirring, der fortsat er omkring hans rolle, vurderer seniorforsker Flemming Splidsboel fra DIIS.

»Hvis vi ser på den officielle aftale, så skulle Prigosjin befinder sig et sted i Belarus, formentlig i Minsk. Aftalen gik jo ud på, at han skulle ’trække sig tilbage’ og holde sig i ro. Men vi ved heller ikke, om der eksisterer en hel anden aftale med Prigosjin end den officielle«, siger Flemming Splidsboel.

Tvivlen om Prigosjins rolle og position indikerer, at »han ikke har trukket sig tilbage. Og det tyder på, at præsident Putin ikke har fuldstændig kontrol over efterdønningerne oven på mytteriet«, siger forskeren.

Prigosjin brød tavshed mandag med lydfil

Ifølge The Washington Posts referat forklarede Lukasjenko, at Prigosjin ankom til Belarus 27. juni, men altså siden er rejst tilbage til Rusland. Vestlige medier har ikke fået oplysningerne bekræftet. Wagner-lederens opholdssted er ikke blevet bekræftet siden det afbrudte mytteri-forsøg. Han er ikke blevet fotograferet i Belarus, men hans private jetfly er flere gange fløjet mellem Belarus, Moskva og Sankt Petersborg de seneste dage.

Mandag takkede den 62-årige krigsmager i en lydfil på tjenesten Telegram sine støtter i Rusland og lovede »nye sejre ved fronten« i fremtiden uden at specificere nærmere hvilken front.

På sit pressemøde sagde Lukasjenko ifølge The New York Times, at han talte med Prigosjin onsdag, og at Wagner-soldaterne vil fortsætte med at »opfylde deres forpligtelser over for Rusland, så længe de kan«. Soldaterne er ikke i Belarus, men i deres »permanente lejre«, sagde han sandsynligvis med henvisning til lejre i den ulovligt besatte Luhansk-region i det østlige Ukraine.

»Hvorvidt de kommer hertil, og i så fald, hvor mange af dem, der vil komme, beslutter vi i fremtiden«, sagde han og hævdede, at Wagner-soldater i Belarus vil kunne blive sat til at forsvare Belarus som en del af aftalen.

Medie: Prigosjin fik våben udleveret tirsdag

Lukasjenkos udtalelser om Prigosjins ophold i Skt. Petersborg flugter med ubekræftede oplysninger fra det ukrainske medie Ukrainska Pravda, der med henvisning til det russiske medie Fontanka allerede onsdag skrev, at Jevgenij Prigosjin var ankommet til Sankt Petersborg tirsdag 4. juli. Ukrainska Pravda citerede Fontanka for, at en BMW og en Land Cruiser ankom klokken 17 til en bygning tilhørende en sikkerhedstjeneste i Sankt Petersborg, hvorefter Prigosjin steg ud fra bagsædet af BMW’en. Her skal han have fået udleveret en række rifler og pistoler, før han kørte igen. Intet af dette har vestlige medier kunne få bekræftet.

Jevgenij Prigosjins oprør begyndte 23. juni, da han hævdede, at den regulære russiske hær havde affyret missiler mod Wagner-gruppens lejre, og han annoncerede, at han med 25.000 mand ville »genskabe retfærdighed«, og begyndte at bevæge sig mod Moskva med krav om at få udleveret forsvarsminister Sergej Sjojgu. I en video undsagde han Kremls forløjede krigsargumentation om, at et Nato-støttet nazi-regime i Ukraine havde planer om at angribe Rusland.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her