De seneste år har det været det yderligtgående indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, som har presset på for et opgør med den svenske udlændingepolitik. Det har partiet haft svært ved at komme igennem med.
Men nu er den svenske bandekrig ved at udløse en grundlæggende ændring af den svenske udlændingepolitik, som de færreste havde forestillet sig mulig for blot få måneder siden. Reelt er der tale om et paradigmeskifte, som regeringen har magten til at gennemføre, fordi den sammen med Sverigedemokraterna har flertal i Riksdagen.


























