Et fragtskib, der ifølge houthierne truede yemenitternes sikkerhed, er mandag blevet kapret af oprørerne.

Oprørere kaprer fragtskib med medicinske forsyninger midt i »verdens værste humanitære katastrofe«

Lederen af Houthi-bevægelsen, Muhammad Ali al-Houthi, inspicerer et saudiarabisk luftbombardement i Yemen, 23. december.  Bevægelsen har nu kapret et skib tilhørende den koalition i Yemen, som Saudi-Arabien støtter militært. Foto: Khaled Abdullah/Ritzau Scanpix
Lederen af Houthi-bevægelsen, Muhammad Ali al-Houthi, inspicerer et saudiarabisk luftbombardement i Yemen, 23. december. Bevægelsen har nu kapret et skib tilhørende den koalition i Yemen, som Saudi-Arabien støtter militært. Foto: Khaled Abdullah/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Houthi-bevægelsen har kapret et fragtskib ud for havnebyen Hodeida på Yemens vestkyst ved Det Røde Hav, bekræfter bevægelsen mandag formiddag. Det sker efter tidligere meldinger fra den koalition, som Saudi-Arabien står i spidsen for i området. Hodeida ligger på Yemens vestkyst. Efter hovedstaden Sanaa er det en af Yemens største byer. Det er også en strategisk vigtig havneby. Den er blandt andet centrum for indskibning af fødevarer og humanitær hjælp.

I en udtalelse meddelte koalitionen, at houthierne havde kapret et skib med medicinske forsyninger om bord. Det var ifølge koalitionen udstyr fra et lukket felthospital.

Houthiernes militære talsmand har mandag bekræftet kapringen. Ifølge ham havde skibet dog militære forsyninger om bord. Han siger, at skibet »truede yemenitternes sikkerhed og stabilitet«.

Fragtskibet, som houthierne har angrebet og overtaget, sejler under De Forenede Arabiske Emiraters flag, oplyser koalitionen. Skibet var på vej mod den saudiarabiske havneby Jizan. Det blev angiveligt angrebet søndag lige før midnat.

Houthierne kontrollerer størstedelen af det nordlige Yemen. Bevægelsen strides med koalitionen, der støtter Yemens regering. Houthi-oprørerne udgør den ene part i en kompleks borgerkrig, der har varet i mere end seks år. Houthierne er støttet af Iran.

På den anden side af konflikten står Yemens regering. Den bliver støttet af koalitionen, som Saudi-Arabien står i spidsen for. Krigen anses i høj grad som en slags stedfortræderkrig mellem fjenderne Iran og Saudi-Arabien. De strides om magten på Den Arabiske Halvø. Krigen er af FN blevet kaldt for ’verdens værste humanitære katastrofe’.

Yemens regering er anerkendt af størstedelen af det globale samfund. Yemen grænser op til Saudi-Arabien mod nord og Oman mod nordøst. Der bor omkring 30 millioner indbyggere i landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her