Stundom, når jeg har vandret rundt ude i den store park, hvor jeg kun har den evige brusende og brummende strøm fra bilernes motor til at minde mig om, at jeg stadig befinder mig i storbyens favn, endskønt omkranset og skjult af stadig grønne træer, ser jeg arten. Mennesket, der er fast overbevist om nødvendigheden af 10.000 daglige skridt.

Ofte i rask trav hen ad stierne med ørerne og opmærksomheden skjult bag gigantiske hørebøffer. Andre gange i stiv gangart og med et lige så stift blik ned på telefonens display for at se, om dagens pligt dog ikke snart er overstået og det påkrævede antal skridt i hus. »Mine skridt, du ved«, stønner de altid undskyldende, når de afviser at stille sig an til en lille passiar om vind og vejrhaner.