Engang var det med livet som indsats, at man bevægede sig ind i Venslev. Kuske havde strenge ordrer om at køre i en stor bue uden om landsbyen, hvor nogle af de lokale efter sigende havde en kedelig vane med at stoppe fremmede vogne og skære hestenes haser over, så de ikke kunne løbe væk, mens røverne stjal lasten.
I dag er det kun travle landmænd på traktorer og mejetærskere, man skal tage sig i agt for, når man kører til Venslev, der ligger som i et landskabsmaleri ned til Isefjorden syd for Frederikssund. Og i det par århundreder, der er gået, siden forbryderne regerede, har byen forbedret sit image så markant, at den netop nu er blandt de tre finalister i kampen om at blive årets landsby 2024.




























