Klapsalverne er nærmest ikke stilnet af endnu efter offentliggørelsen af Mie Mørkebergs maleri på Christiansborg forleden. 30 kvindelige politikere hænger nu som et farverigt modstykke til Borgens mange noble herrer klædt i mørkt, og begejstringen over maleriet i sig selv og dets forandrende kraftpotentiale er blevet hyldet bredt fra Information, hvis anmelder bemærker, at maleriet »giver de støvede gamle mænd kamp til langt over stregen«, til Jyllands-Posten, hvis kvindelige chefredaktør på lederplads bemærker, at for danmarkshistorien er maleriet mere værd end Mona Lisa.
Alle har set, genkendt og hyldet det feministiske fremskridt, men ingen har samtidig orket at sætte fingeren på den altoverskyggende splittelse, maleriet reproducerer: Langt størstedelen af de kvinder, der er blevet udvalgt som deres køns repræsentanter i folkestyret, repræsenterer København. Jylland, hovedlandet, kan – hvis man er generøs i sin optælling – siges at være repræsenteret af 5 kvinder: Eva Gredal fra Nørresundby, Lene Espersen fra Hirtshals, Mette Frederiksen fra Aalborg, Ebba Strange (født og opvokset i Flensborg, men dog student fra Tønder Statsskole) og Glostrup-fødte Margrethe Vestager fra Ølgod. Resten af maleriet er en veritabel opvisning i magtens københavneri.
