Så stod jeg der igen med to affaldssække fulde af klistrede dåser og flasker og stoppede dem ind i pantautomaten én ad gangen, imens jeg tænkte på, hvilken titel man gør sig fortjent til, når man ganske frivilligt udfører dette idiotarbejde den ene gang efter den anden.
Der må være en nemmere måde, tænkte jeg og delte min irritation med andre panthavere. Nogle af dem havde hørt om fantastiske anordninger, hvor man bare hældte al sin pant direkte ned i et stort hul, som så selv sørgede for den videre sortering. Men de havde aldrig selv set de mageløse maskiner og havde kun tågede forestillinger om, hvor de befandt sig.
