Rasmus Klump skulle oprindeligt have været en skildpadde. Men den idé kunne tegneren Vilhelm Hansen ikke få sin forlægger med på. Derfor solgte han figuren til Toms, der brugte den ved lanceringen af fabrikkens nye chokoladeskildpadder. Og så satte Hansen sig ellers ned og tegnede den senere så populære børnebjørn, først som sorthvid avisstribe og hurtigt derefter også i farverige albums iført røde smækbukser med hvide polkaprikker.
Sådan lyder historien om Rasmus Klumps tilblivelse ifølge en lang række skriftlige kilder og ai-assistenter. Den er dog næppe sand, mener kunsthistoriker Marie Strøm Nielsen, som er blevet lidt af en klumpolog efter at have brugt det meste af 2026 på at forberede Vejen Kunstmuseums store udstilling i anledning af tegneseriebjørnens 75 års fødselsdag.