Mens datoen for næste folketingsvalg rykker tættere på, og den borgerlige bloks meningsmålinger dratter stadig længere mod bunden, bliver partiernes metoder for at gafle vælgere til sig stadig mere kreative.
Flere partier er begyndt at benytte sig af såkaldt 'virale kampagner', som spreder sig på internettet. Og nu er også Dansk Folkeparti kommet med på vognen.
LÆS OGSÅ De konservative har iført Villy græsk guitar og fodformede sko
I en ny video, som partiet har lagt ud på youtube, sender partiformand Pia Kjærsgaard og politisk ordfører Kristian Thulesen Dahl gode vibrationer til det danske VM-hold i Sydafrika iført danske spillertrøjer med navnene 'Tulle' og 'Pia K.' på ryggen.
Videoen, der at dømme efter produktionen formentlig ikke har kostet partiet de helt store reklamekroner, viser Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis gang på Christiansborg, hvor han jonglerer med en fodbold (eller rettere forsøger på det), inden den bliver spillet videre og ind i armene på den rød-hvide Pia Kjærsgaard.
»Jeg vil gerne sende en hilsen til vores landshold i Sydafrika. Held og lykke«, smiler DF-lederen til kameraet.
Kan du gøre det bedre?
På politiken.dk synes vi ikke, Dansk Folkeparti skal være de eneste, der på denne vis bidrager til fodboldfesten.
Vi har allerede kåret læsernes bedste VM-sang, og inspireret af DF-videoen udskriver vi derfor nu en konkurrence om, hvem der kan lave den mest pinlige støtte-video til det danske landshold.
Første kandidat til titlen er selvsagt allerede fundet.
LÆS OGSÅ 8Ball vinder politiken.dk's VM-sangmesterskab 2010
Og der er en eftertragtet præmie til vinderen: En vaskeægte, original landsholdsspillertrøje (og der står hverken 'Tulle' eller 'Pia K.' på ryggen).
Send dit bidrag til dinvideo@pol.dk
Rigtig god kamp.
fortsæt med at læse




























