I sommeren 2012 flyttede jeg til Randers. Det er mig ikke muligt at finde et fyldestgørende svar på hvorfor. Jeg ville opdrive et trygt og lokalt sted at lade mit barn vokse op, har jeg nok tænkt. Det er jo så pænt og hyggeligt derude ved Gudenåen, har folk nok sagt til mig. Og så kunne jeg jo meget passende også skrive speciale om dialektologi.
Randers kan identificeres med den overlevende rest af stolt arbejderklasse, vi stadig har tilbage her i landet. De er tømrere, elektrikere, murerarbejdsmænd, frisører, butikssælgere. De uddanner sig kortvarigt inden for byens rammer, gifter sig, bor i parcelhuse, nyder et ærkedansk nærmiljø med deres børn, får sig et kolonihavehus, spiser på Jensen’s Bøfhus om søndagen, ryger LD eller North State og læser krimier og Ude & Hjemme.
