Finale: Hvem har lavet den lækreste timelapse?

Lyt til artiklen

Det har været en fornøjelse at følge med i interessen for Bagsidens timelapse-konkurrence, der efter fem måneder i luften havde deadline i starten af maj.

45 videoer blev det til. Nogle var små, enkle optagelser af et snevejr, en stjernehimmel eller en surdej, der hæver, mens andre har bidraget med store forkromede film, der, puha, må have kostet en del tid og kræfter at producere.

LÆS OGSÅ Timelapse-konkurrence: Så er afstemningerne i gang

Bagsiden er taknemmelig for alle bidrag og har nu efter en uge med præsentationer og afstemninger i otte forskellige artikler fundet frem til de seks finalister, der skal kæmpe om hovedpræmien - et Canon 600D spejlreflekskamera.

Der er to genrer
De seks finalister deler sig op i to forskellige kategorier, der faktisk synes at være gennemgående for timelapse-genren, hvis man funderer lidt over det.

Den ene kategori handler om de flotte, overdådige billedfortællinger, hvor det i høj grad er kompositionen og æstetikken, der er i højsædet. Det er sådan nogle film, man gerne sidder og drømmer sig lidt væk i, som det er tilfældet med 'Road Trip på Highway One', 'CPH Night Time' og til dels 'Nordlys i Nuuk'.

Den anden kategori dækker over de helt enkle film, hvor det netop er forløbet i sig selv, der gør dem interessant. Det at komme fra start til slut og dokumentere aktiviteten undervejs på et givent projekt, kan man vel i virkeligheden kalde det 'oprindelige formål' med timelapses - at spole hurtigt fremad, så man ser et forløb, man ellers aldrig ville se.

I Bagsidens timelapse-finale er den kategori repræsenteret med fødestuefortællingen 'Når to bliver til tre', broudskiftningen i Vanløse og turen fra Norge til Færøerne i 'Cockpit-turen'.

Tænk i 'fast forward', tak

Alle seks er flotte og fascinerende, men kun én kan løbe med det fede kamera, og du, kære læser, har noget at skulle have sagt i den forbindelse.

Så brug et øjeblik på en tur igennem de seks videoer herunder, og plant derefter op til tre stemmer på dine favoritter i ovenstående afstemning.

Og husk så fremover at tænke over de gode timelapse-ideer. Har du mod og lyst, så kast dig ud i det, og send gerne dit bidrag til Bagsiden - vil elsker timelapses. Sidder du bare med en god ide men uden mulighed for selv at realisere den, så tøv ikke med at smide en mail til bag@pol.dk. Så kan det være, vi laver den for dig.

Afstemningen kører en uge frem til næste fredag, hvorefter disse stemmer sammen med jurystemmerne fra politiken.dk danner grundlag for det endelige resultat. Mandag 27. maj bliver vinderen offentliggjort på politiken.dk.

God fornøjelse.

  • CPH Night Time / Rasmus Bysted står bag en timelapse fra den københavnske aften og nat.
  • Når to bliver til tre / Kristian optog fødslen af sin lille datter. Billede for billede på fødestuen / Kristian, Mariana og Helena Maia Djurhuus
  • Road Trip på Highway One / 28 dage mellem LA og San Francisco / Mark Thyrring
  • Broudskiftning i Vanløse / Baggrunden for optagelserne var, at jeg ifm. mit arbejde som ingeniør skulle føre tilsyn med udskiftningen af en bro på Ålekistevej i Vanløse i løbet af påsken i år. Jeg er bidt af at tage billeder på amatør-niveau og så en oplagt mulighed til at lave lidt lir ud af det. Jeg lånte mig frem til i alt 3 kameraer som tog billeder hver 30. sek over 5½ dage. Resultatet har jeg klippet ned til 3 min, hvor der skiftes mellem kameravinklerne / Morten Bøje Nielsen
  • Nordlys i Nuuk / Begge Timelapse er taget i slutningen at marts 2013. Nordlyset er fanget På Nattehimlen i Sisimiut og Nuuk / Lasse Nymand
  • Cockpit-turen / Fra Norge til Færøerne på tre minutter / Bjarni Mohr

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her