Det skal ikke være nogen hemmelighed: Jeg er en gammel røv på to hjul, når jeg til cykels bevæger mig igennem byen og undrer mig over, at jeg åbenbart er den eneste, der regner de andres baner og min egen sammen og derfor igen og igen behændigt forhindrer umiddelbart forestående sammenstød. Hvordan trafikken overhovedet lader sig afvikle, når jeg ikke indgår, begriber jeg ærlig talt ikke.
Jeg har derfor på min tur til jobbet dårligt tid til mit egentlige ærinde: Tavst og for mig selv at forklare, præcis hvad det er, de andre gør galt, for dernæst at sandsynliggøre, at de brister, de åbenbarer i trafikken, nok siger et og andet om dem som mennesker også. Og at det altså ikke bare er højresving og hajtænder, de åbenlyst ikke magter, men selve tilværelsen, der er dem for stor en mundfuld.
