ATS DOKUMENTATION
Til: Udlændingeforstyrrelsen
Fra: 2 udsendte eksperter
Hermed følger den ønskede vurdering af sikkerhedsforholdene i Somalia. For overskuelighedens skyld har vi valgt at koncentrere os om et specifikt geografisk område (Mogadishu Lufthavn):
Modtageforholdene er gode. Da vi landede, var der kun cirka 30 minutters ventetid på bustransport ind til terminalen. Der var dog for få siddepladser i bussen, men det kan man jo også opleve i København i myldretiden.
Vejen til bagageudleveringen virkede umiddelbart sikker (ingen tegn på guerillaaktivitet), mens den toldfri afdeling fremstod nogenlunde velholdt. Ekspedienterne var venlige og imødekommende. Udvalget af toldfri varer var begrænset – for eksempel førtes der hverken ’Old Spice’ barbersprit eller lakridspiber fra Malaco, men der var bestemt nok til, at man kunne skaffe sig de vigtigste fornødenheder og leve en ganske udmærket tilværelse.
Ved vores ankomst til bagageudleveringen måtte vi konstatere, at vores kuffert var blevet sendt til Kampala, men dette må nok tilskrives bagagesorteringen i Københavns Lufthavn.
Inden vi rejste hjem igen, havde vi lejlighed til at kigge ud af lufthavnsterminalen, hvor alt åndede fred og idyl med høj, blå himmel og en behagelig varme.
Alle taxierne på parkeringspladsen var forsynet med skudhuller, formentlig for at skabe bedre ventilation i det varme klima.
På denne baggrund ser vi ingen problemer i at sende somaliske asylsøgere tilbage til deres hjemland, såfremt man over for de pågældende understreger nødvendigheden af at anføre tydelig hjemadresse på deres bagage.
DE SMÅ TALER
I vuggestuen Radisebedet er man i fuld gang med at udvikle de små børns sproglige og matematiske kompetencer:
»Hvis et grædende barn kommer og siger ’Mathias slog mig med skovlen’, benytter vi straks lejligheden til at bøje ordet ’skovl’, så barnet finder ud af, at det hedder ’Mathias slog mig med en skovl’. Vi finder også frem til synonymer som ’haveredskab’ i stedet for skovl og ’voldsmand’ i stedet for Mathias«, fortæller institutionsleder Jytte Lundbak.
»Selv bleskift benyttes til at lære nye ord, som for eksempel ’lort’«, tilføjer hun.




























