ATS: »Løkke tog røven på mig, men det var jo ikke sexchikane som sådan«

Lyt til artiklen

Har du oplevet sexchikane i Dolketinget, sådan som en tidligere Venstre-praktikant beskriver det i en ny bog?

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkestemningsparti, formand for Dolketinget: »Nej, det har jeg ikke, men med alle de udlændinge, der efterhånden har deres gang herinde, er det sikkert kun et spørgsmål om tid«.

Kristian Jensen, finansminister og næstenformand i Venstre: »Ikke som sådan. Lars Løkke har ganske vist taget røven på mig flere gange, men det er jo lidt noget andet«.

Uffe Heltvæk, Alternaivitet: »Jeg synes ikke, det skal være et spørgsmål om, hvorvidt der er sexchikane eller ej. Det rigtige må være at spørge, om sexchikanen er bæredygtig på længere sigt«.

Anders Samuelsen, udenrigsminister,Liberablende Alliance: »Det har jeg ikke bemærket. Men det skal så også siges, at jeg har tilbragt det meste af denne valgperiode oppe i et træ og i en ministerbil«.

HEST REJSER PÅ 1. KLASSE

DR-direktør Ulrik Haagerup oplyste i går, at hans mange bonuspoint hos SAS ikke vil komme ham selv til gavn:

»De vil i stedet gå til hjemtransport af Johannes Langkildes kones hest, når han skal hjem fra USA. Der er så mange point, at hesten oven i købet vil kunne rejse på 1. klasse, hvor der serveres fuldkornsrugbrød fra Lagkagehuset og økologiske gulerødder fra Lammefjorden«, siger Ulrik Haagerup.

I ØVRIGT MENER JEG

at de ansvarlige arkitekter bør lægge deres projekt med højhuse og nedrivning af Palads i banegraven.

Alvin Jensen, Vester Farimagsgade

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her