Jeg aner ikke, hvad hun hedder, eller hvordan hun ser ud, men jeg husker tydeligt, da jeg første gang stødte på hende. Det var først i 1990’erne, jeg var lige blevet konfirmeret og sad på mit værelse foran mit splinternye stereoanlæg sammen med min ven Thomas. Vi lyttede til en cd med skuespilleren Jørgen Ryg, som vi dengang dyrkede næsten kultagtigt. Det var ikke, fordi han var særlig populær blandt vores jævnaldrende, de færreste havde vel nogensinde hørt om ham, men det blæste vi på. Vi var vilde med hans eminente leg med ord og forsøgte intensivt at aflure et par tricks.
Numrene på cd’en var optaget live, og hver gang Jørgen Ryg sagde noget bare tilnærmelsesvis sjovt, gav hun lyd fra sig: en gennemtrængende høj, nærmest hysterisk latter. På alle numrene. Sådan husker jeg det i hvert fald. Somme tider glemte jeg helt at lytte til Jørgen Ryg og fokuserede kun på hendes latter. Det var, som om hun slet ikke kunne stoppe igen, når hun først var begyndt. Hold kæft, hvor var hun dog irriterende.
