Hun var ikke så køn. Nogle ville nok endda kalde hende tudegrim, men hun var bare ligeglad, for hun var egentlig bare glad for at være i live. Hun var nået en alder, hvor tiden er inde til at stifte familie, men det kan godt være vanskeligt, hvis man hverken har et yndigt ansigt, et smittende humør eller specielt mange brikker at flytte rundt med.
Men så sker der alligevel det, at hun en dag, efter at have været ude på dybt vand længe, støder ind i en han, som viser interesse for hende, hvilket hun ikke helt selv forstår, da hun hele sit liv har levet på en sten og aldrig gjort noget ud af sig selv.
