Jeg er blevet uvenner med Henrik Nordbrandt. Det ved han dog ikke noget om, for han kender mig ikke. Derimod bilder jeg mig ind, at jeg kender ham, for jeg læser ham gerne. Jeg synes, han skriver umanerlig godt. Skarpt, underfundigt og næsten altid med et charmerende glimt i øjet. Tænk bare på: »Året har 16 måneder: November/ december, januar, februar, marts, april/ maj, juni, juli, august, september/ oktober, november, november, november, november«. En moderne klassiker, der for længst er blevet et mundheld, og som ligefrem citeres i en Poul Krebs-sang!
I min bogreol har der i årevis ligget en Nordbrandt-bog på tværs. Den hedder ’Dumhedens løvefødder. Idiosynkrasier m.m.’. En elegant og finurlig titel, ægte henriknordbrandtsk. For nylig kiggede jeg i den for første gang, og stor var min begejstring, da jeg i indholdsfortegnelsen så, at den rummer et lille kapitel – eller hvad vi nu skal kalde det – med overskriften ’Teater’. Jeg elsker nemlig teater og slog straks op på det.
