Da undertegnede var barn, indeholdt mit og min families hjem som en del af underholdningsporteføljen en mindre samling shellak-plader, hvoraf nogle var musikalsk animerede oplæsninger af klassiske eventyr. Blandt disse var en version af ’Rødhætte og ulven’, hvor den glubske og dæmoniske udgave af canis lupus ved tanken om sin lille lækkerbisken med kurven i hånd med skræmmende, vellysten barytonrøst talesang: »For jeg er så sulten, sulten, sulten, sulten«. Og vi gøs foran rejsegrammofonens højttaler ved konfrontationen med denne fusion af seksualmetafor, rå utæmmet natur og det dyriskes trussel mod os små blege børn fra den lavere middelklasse.
Vi kendte også til historien om drengen, der råbte »ulven kommer« og dermed piskede en unødig stemning op for sin fornøjelses skyld, men i det daglige var det mest ræve, der strejfede omkring i den umiddelbare beplantning. Som var Valbyparken, hvis rosenhave agerede hjem for mangen en rødsvanset Mikkel.
