Vi lever jo, hvis man skal tage filosoffen Leibniz’ gamle tanker fra 1700-årene alvorligt, i den bedste af alle verdener. Godt nok er den ikke fejlfri, men var den det, ville den jo være selveste Vorherre, og det nytter ikke noget. Derfor må vi pinlige, plagede postmodernistiske vesterlændinge nøjes med en solid andensortering. Altså en livskulisse fyldt med brøl og vrede, men uden den store dybere mening. Og dertil alt for mange myg, strømper, der er krøbet i vask, og for lidt citronfromage. Ak, suk og ve. Kummer, kval og klage.
Åd hans lever
Ikke desto mindre bliver vi jo nok nødt til at se i øjnene, at vi har det forholdsvis let. Det kan godt være, at køen foran bilvasken lørdag formiddag er lang som det berygtede onde år. Men i forhold til hvad eksempelvis Prometheus i den græske mytologi måtte udstå, er det altså lidt noget piberi med brok over de mange mennesker på Statoil, som ikke længere hedder Statoil, men Cirkle K, og som engang vistnok havde en tiger i tanken og var Esso.
