Forleden morgen hang jeg i luften et sted over stisystemet på Christianshavns Vold. Jeg fløj faktisk. Min krop flugtede vandret med underlaget, og jeg var vel en god meter oppe i luften med højre arm udstrakt i et forsøg på at gribe mine solbriller, som var fløjet et par meter i forvejen. Havde jeg været iført en rød kappe og et blåt trikot, ville mit luftbårne og momentane positur have givet mening. Men jeg var iklædt sorte tights, grå T-shirt og grønne løbesko og lignede det, jeg var: en kluntet morgenløber, der var for træt til at løfte fødderne, og som hakkede tåspidserne ind i en træstub for derefter at blive katapulteret horisontalt hen over stien, før tyngdeloven sendte hele min krop i jorden med et maveplask.
Det er langtfra første gang, at jeg tager en flyvetur under løbeturen. Og når man er soloryttertypen (typen, som løber alene, bor alene, rejser alene), så er der en vis risiko for, at ingen opdager, at man ligger et obskurt sted og har slået sig slemt. Hvad nu, hvis jeg rullede ned ad volden og brækkede benet? Eller slog hovedet ind i en træstub og besvimede?
