Jeg har udtjent min tid med at sidde og få blærebetændelse på Dronning Louises Bro, og jeg gider ikke betale 40 kroner for meget for et brød mere. Jeg har som 31-årig lyst til at blive pensioneret fra at bo i byen.
Som teenager flygtede jeg fra provinsen og tog ind til byen, for alting skulle larme, kraniet skulle knuses af høj musik. Nu er byen blevet mere stille, tæmmet og domesticeret. Man vil fjerne Bispeengbuen, hvor de unge hører techno hver sommer, og skaterne får hudafskrabninger. Jagtvej har fået hul i tandrækken, jeg ser ikke den store forskel på de liv, man lever inde i byen og uden for byen, ud over et større udvalg af forbrugstilbud og takeawaymad. Folk skubber barnevogne i Randers og i Gudhjem og på Nørrebro.




























