Der findes et billede af skuespilleren Ib Schønberg, hvor han står foran sin entrédør i færd med at skrive en autograf. Utvivlsomt til ære for fotografen. Den egentlige grund til, at jeg har bidt mærke i billedet, er et skilt, som kan skimtes på entrédøren i baggrunden. På skiltet står: ’Autografbøger modtages Kl. 14-15 og kan afhentes næste Dag samme Tid’.
Det skilt siger ikke så lidt om, hvor ombejlet Ib Schønberg var, da hans karriere var på sit højeste; som serviceoplysning til dem, der interesserer sig mindre for dansk film og teaters fortid, end jeg gør, skylder jeg nok at fortælle, at Ib Schønberg er ham den trivelige, der var med i snart sagt alle danske film fra midt i 1930’erne til midt i 1950’erne.




























