For et år siden gik det helt galt med mine høns. Jeg har igennem årene oplevet alle glæder, men også de ulykker, som findes, når man har en lille flok fritgående høns på sit sted. Ræven først og fremmest, men også mår, mink og ilder samt duehøg. Ved juletid 2017 ville jeg (efter en passende rævepause) forsøge igen og indkøbte 12 smukke dværghøns plus en hane, der blev placeret i hønsehuset, hvor jeg haft høns i 30 år. De havde adgang til hønsegården, men kom ikke ud i det fri, og efter en uges tid gnavede ræven hul i hegnet, smuttede ind i huset og slagtede hele flokken.
Katastrofen rygtedes, og inden længe fik jeg besøg af en mand fra Odder, der havde for mange høns (naboen!) og forærede mig 8 danske landhøns plus en hane. De kom også i hønsehuset, men ikke ud i hønsegården. Efter en halv snes dage lå de også døde en morgen, og jeg opdagede et hul i loftet, som var den eneste mulige dødsårsag. Hvilket blev bekræftet, da jeg satte en mårfælde op, og der sad en mår i den næste morgen. Den blev skudt på stedet.
Manden fra Odder ringede og spurgte til sine høns. Jeg fortalte sandheden, han tog det som en mand og kom med en ny flok landhøns, for naboen var stadig sur. De blev placeret i mit andet hønsehus, der er topsikret mod alverdens fjender, og de holdt i tre uger. Der var en lille, godt skjult revne i blikpladerne ind til laden, stor nok til endnu en mår og massakre igen. Da den også gik i fælden, var det ikke mår, men en mink, de sataner, og den blev skudt noget så eftertrykkeligt.
Vemodigt
Herefter var det slut med at have høns. Meget vemodigt. Orker ikke mere. Savnede dem hele sommeren 2018, især hanegal og kyllingepyller. Trøstede mig med 10 hvide duer fra Frandsen, som blev snuppet af høgen, én ad gangen, i løbet af et par uger.
Indtil tredje søndag i advent, da vores gode nabo Jørn troppede op med en kasse dværghøns plus hane. Han havde for mange og mente bestemt, at jeg skulle prøve igen. Det gjorde jeg, og vi gennemgik hønsehuset omhyggeligt, ingen huller i loftet og ikke ud i hønsegården før engang efter nytår. Højspænding rundt om hele molevitten. Glad var jeg, og næste morgen hørte jeg hanegal fra hønsehuset for første gang i næsten et år. Bedre vækning findes ikke.
Tre dage senere, onsdag morgen 19. december, lå de døde alle otte, bidt i halsen. Endda pænt pakket sammen i en bunke under redekassen.
Fortalte det ikke
Det var et chok, men først og fremmest ufatteligt. Hverken ræv, mår, mink eller ilder kan komme ind. Mårhund og ulv slet ikke. Det var så langt ude, at jeg ikke fortalte det til nogen.
Men satte mårfælden op alligevel, og næste morgen – den helt store overraskelse: En lille hvid lækat med sort halespids drønede rundt i fælden, og jeg mindedes omgående en tegning fra barndommen, hvor man så en lækat på ryggen af en springende hare, og teksten fortalte, at den bed den i nakken, indtil den døde af blodtab.
Den er ikke større end en lille, slank rotte, og den jagter mus nede i gangene under jorden. Er et af vore mest adrætte og effektive rovdyr. Kaldes også hermelin, og den hvide vinterpels har været meget eftertragtet, når der skulle laves pelse og kåber til konger og dronninger. Ludvig XIV havde en. Dronning Elizabeth også. Der skal bruges 1.000-1.500 hermeliner til en pæn kåbe.
Dén sad i min fælde. Var kommet ind igennem et musehul og havde aflivet otte høns og endda ryddet dem pænt op bagefter. Jeg hentede salonriflen for at hævne mig, men nåede at besinde mig. Den fanger jo rotter og mus i stor stil. Den er totalfredet. Den er utrolig smuk. Og der er ikke flere høns at slå ihjel.
Jeg slap den ud, og den sprintede over gårdspladsen som et lille, hvidt lyn og forsvandt i brændestablen. Godt nytår og aldrig mere høns til mig!
fortsæt med at læse
