I efteråret 1917 var der i Folketinget en heftig diskussion om tobaksbeskatningen. Fem år tidligere var der indført afgifter på cigaretter, og inden 1922 var afgifterne udvidet til at omfatte alle tobaksvarer. I Norge skete det samme, mens man i Sverige i 1915 indførte et statsligt monopol. Tobaksfabrikkerne blev her nationaliseret og samlet i et statsejet selskab, AB Svenska Tobaksmonopolet, også kaldet Tobaksbolaget. I alle tre lande handlede det naturligvis om indtægter til staten. Det var således i disse år, at tanken om afgifter på indenlandsk producerede tobaksvarer vandt frem – og siden har været et instrument til at skaffe flere penge i statskassen.
Ideen om et dansk statsejet tobaksmonopol blev fremsat i 1917. Det var i de år, hvor Politikens medstifter Edvard Brandes var finansminister, og han satte gerne både den direkte indkomstskat og afgifterne op. Ideen om et sådant statsmonopol stammede dog ironisk nok vist især fra førende venstremænd, men forslaget havde også opbakning fra socialdemokraterne. I konservative kredse mødte ideen dog modstand. Ved et stort møde i Odd Fellow Palæet 27. november 1917 blev der nedsat et udvalg til at agitere mod et sådant statsmonopol, og de store erhvervsorganisationer, Grosserer-Societetet (nu Dansk Erhverv) og Industrirådet (nu Dansk Industri), blev inddraget. Kort efter nedsatte regeringen en tobakskommission til at undersøge hele tobaksområdet.
