Der var store forhåbninger til den ’multifunctional stainless steel windmill watermelon slicer cantaloupe slicer fruit dig kitchen tool’ (forkortet af red.), som vi i denne måned har indkøbt hos den kinesiske krimskramsgigant Wish. Den koster i øjeblikket 14 kroner.
Bagsideredaktøren kunne mærke sit indre barn hoppe i stolen ved udsigten til at skulle skære ubesværet gennem frugtkød med en vindmølle og håbede på en tilfredsstillende oplevelse a la den, man havde som barn på stranden i selskab med en sandmølle. Åh, at se sandet løbe gennem møllen og ud i sandet eller ned i spanden i en fin bunke.




























