Per Lykkes morfar var en sand arkivar. Og han forberedte sig på samtaler med andre mennesker ved at samle relevante udklip i et lille rødt ringbind, han havde med i sin pibetaske.

Dette lille røde ringbind viser, at min morfar på en måde var forud for Google

Illustration Claus Nørregaard
Illustration Claus Nørregaard
Lyt til artiklen

Jeg har ladet mig fortælle, at det var strengt forbudt at google i Kim Larsens turbus. Var der noget, man ikke kunne huske eller var i tvivl om, måtte man ikke bare stikke hånden i lommen og finde smartphonen frem. I stedet skulle man tænke sig grundigt om. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det lyder plausibelt, for salig Larsen var jo med egne ord en gammeldags mand.

Der er noget sympatisk over princippet, for selv om det er rart at kunne gribe telefonen og lynhurtigt finde svar, er der ikke noget mere tilfredsstillende end at ryste hjernekisten og fundere og ræsonnere sig frem til det. Her tænker jeg ikke på livets store spørgsmål, men på dem, der opstår i almindelig samtale, eksempelvis: Hvem var den første herrelandsholdsspiller i fodbold med en anden hudfarve end Miss Piggy? Hvem spillede baronesse von Rydtger i ’Matador’? Hvilket år deltog Trine Dyrholm i det danske melodigrandprix?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her