Lyt til artiklen
Det er mandag morgen, 7. august 1972. Første skoledag, jeg skal begynde i 3. klasse og har den sidste uge glædet mig til at gense klassekammeraterne og vise min nye blanke koboltblå hinkesten med fiskenes stjernetegn indprentet i glasset frem henne i skolegården. Mor har flettet mit hår, og jeg har som sædvanlig uglet fletningerne op to minutter senere.
Inden vi skal gå, ringer telefonen, og jeg hører far og mor tale sammen. De græder. Jeg har aldrig set far græde før. Han sætter sig ned på kældertrappens øverste trin med mig og min søster på hver sin side og siger: »Moster Karen er død«. Jeg fatter ingenting. Det er jo ikke mere end godt en uge siden, vi så hende oppe i sommerhuset sammen med hendes kæreste.
