Bo og Ulla så en so i en sø. Længere var den ikke. I min barndoms læsebog i alle fald. De to poder fra Huset Højbo, som vi blev introduceret til af fru Bang i første klasse på Ellebjerg Skole i efteråret 1970, gjorde sig ikke så mange anstalter over det badende hunsvin, og ej heller skænkede de en mulig speciesisme, strukturel undertrykkelse eller sproglig kønsnormativisme en tanke.
For det var, hvad det var. En gris, der var gerådet i noget vand ved siden af en boligbebyggelse, og at den hed Højbo, og at der deri kunne ligge et indicium om et urimeligt klassesamfund, hvor lav boede med retirader i gården på alt for lidt plads, mens de velhavende væltede sig i ødsle gemakker fulde af lys og med bukoliske motiver i stukloftet, var man ikke kommet langt med at foreslå. For vi var nemlig nybegyndere med sproget og dertil sultne på ord, bogstaver og den magi, der kunne komme ud af disse fænomener.
