Jeg har altid – i hvert fald i årtier – drømt om at være Jørgen Leth. Eller rettere: hans persona. Flanøren. Iagttageren. Fortælleren. Ham, der på den ene side synes ikke at holde spor af hverdagen, og som på den anden side i vidt omfang er i stand til at gøre iagttagelser af netop hverdagen til kunst. Det handler altså ikke om fysisk at være Jørgen Leth, men om en måde at gå til verden på. Og ikke mindst se verden på.
I Jørgen Leths univers er der som bekendt mange helte, og han dyrker dem ved at fortælle om dem. Som nu den italienske cykelrytter Fausto Coppi – ham det fantastiske menneske, der befandt sig bedst helt alene, som ingen kunne følge, når han kørte i bjergene, og som sagde tidligt farvel. Fausto Coppis generalieblad bekræfter, at han præsterede store ting, men de ligger så langt forud for min tid, at jeg ikke har noget forhold til dem. Det er som figur i den jørgenlethske mytologi, han har min interesse.
