Jeg har mange fjender i mit dagligliv. Det hænger sammen med mit lykkelige liv på landet med have, høns, alverdens dyr og fugle og en lille hund. Fjenderne er velkendte, men lad os lige repetere dem. Ræv, mår, mink, ilder og lækat. Det er de danske rovdyr – de spiser høns og kyllinger med stor fornøjelse, og derfor er de mine fjender. Bekæmpes som regel uden nåde.
I haven er det ikke så nemt. Der er både rådyr og harer, som æder af mine haveplanter, men pyt med det. Værre, meget værre er det med mosegrisene. Jeg ser dem næsten aldrig, for de opererer især under jorden, men de har ædt utallige gulerødder, rødbeder og tulipanløg igennem årene plus to unge æbletræer. Jeg har bekæmpet dem på alle tænkelige måder, men aldrig fanget en mosegris. De er havens ultimative fjender.




























