I Rigsarkivet findes en samling på 28 mapper, der kaldes ’Rosenbergske Mapper’. De indeholder ca. 230 plancher med arkitekturtegninger. Der er ikke tale om originale byggetegninger, men om senere opmålinger af især kongelige slotte og offentlige bygninger, og de indeholder farvelagte og smukt udførte facadetegninger, tværsnit, grundplaner m.m. De er blevet til over et længere tidsrum, men primært i 1840’erne.
En lille gruppe af Rigsarkivets dedikerede og meget entusiastiske frivillige har affotograferet de mange tegninger, og de kan nu ses på Arkivalieronline, Rigsarkivets webside for digitaliserede arkivalier.




























