En lystig sommervind puster de sidste rester af stinkende mølædte, spidstandede Wuhan-flagermus ud i verdensrummet. Billioner og billioner af udmattede virus stiller træskoene midlertidigt og lægger sig på lur i en digital sky deroppe. De gemmer sig i den onde server til bedre tider. Måtte de aldrig komme.
Efter et par måneder i sommerhuset uden anden kontakt med omverdenen end daglige »nå, hva’ så?«-telefonsamtaler med familie og venner, hvor fortællingerne om blødende bankkonti og truende konkurs vælter som floder ned over os. Mavegymnastik på gulvtæppet uendelige kryds og tværs løsninger hen over køkkenbordet eller ved telefonen, når samtalerne bliver for lange. Således uafbrudt samvær med ægtefællen i to tre måneder (altså ikke seksuelt – så vidt kom det alligevel ikke, selv om der da kan forekomme venlige øjeblikke).
