Susanne Ellebjerg og hendes mand blev gift i november 2005 og fik i den anledning taget en stribe billeder bag Albertslund Rådhus, hvor vielsen fandt sted. Men det var især billederne, hvor brudens ansigt er skjult af et blad, der fløj forbi, og billedet, hvor en ældre mand på 3-hjulet cykel passerer, som bragte smilene frem hos deltagerne i bryllupsfesten, fortæller hun.
»Ved siden af rådhuset lå på daværende tidspunkt et ældrecenter, og som det fremgår, så skal man frem, når man skal frem, også selv om man kører direkte mellem brudepar og fotograf. Jeg tror faktisk ikke, den ældre mand ænsede os – og vi blev så paf, at vi bare blev stående og smilede«, skriver Susanne Ellebjerg.




























