Teglværksejer Hans Larsen (1839-1916) i Ladby nord for Næstved var en entreprenant mand. En af den slags, der arbejdede sig op fra bunden, og som ved driftighed skabte et stort teglværk, overtog flere gårde på egnen og gav hele molevitten videre til næste slægtsled. I 2017 skrev hans oldebarn Susanne Boding Larsen bogen ’Ladby Teglværk i tre generationer’. Teglværket fungerede nemlig helt til frem til begyndelsen af 1970’erne.
Forleden faldt jeg over denne smukt udførte tegning i en patentansøgning. Som i mange andre patentsager i Patent- og Varemærkestyrelsens arkiv i Rigsarkivet er det en sag om små detaljer, der har en stor effekt. Det handler ifølge ansøgningen om ’Slemmeriharver med krumbøjede Tænder’. Hverken mere eller mindre. Som formentlig andre af Bagsidens læsere har jeg ikke tidligere tænkt på tænderne – eller riverne – i en slemme. Som substantiv ses en ’slemme’ i øvrigt heller ikke i Den Danske Ordbog, men der er jo tale om en stor rund tingest, der nogenlunde virker som en blanding mellem en røremaskine og en centrifuge. Sådan da. Sædvanligvis var der lige jernstænger i en slemme, men i Ladby havde Hans Larsen udviklet systemet, så nogle af tænderne var krumbøjede og strittede i flere retninger. Derved blev lermassen bedre frigjort fra sten, kalksten og andre urenheder, »som ere skadelige for Tilvirkningen af virkelig gode Teglværksvarer og Terracottasager«. Efter beskrivelsen lagde affaldet sig i bunden, og harverne var ophængt i jernkæder, der kunne hæves og sænkes.
