Egentlig troede jeg, det var råddent blomstervand, der lugtede af. Man går ind gennem en dør, der åbner automatisk. Så går man til venstre forbi cafeteriet, hvor der sidder en hensunken mand med en kaffekop, mens George Michael synger ’Lets’ go outside’. Her er en sødlig dunst af urinmedicinvoksenble og storkøkken. Elevatoren op.

Jeg strammer mig an, for man ved aldrig, hvad der møder en. En har selv fået anbragt hende der, fordi hun havde en skov af diagnoser og ikke længere kunne ta’ vare på sig selv.