Som situationen er lige nu, virker det måske utaknemmeligt, når jeg skriver det, men ikke desto mindre: Jeg skulle i teatret og gad ikke rigtig. Dels var det længe siden, jeg sidst havde set en rigtig god forestilling og orkede ikke at blive skuffet igen. Dels var det en trøstesløs mørk novemberaften af den slags, hvor man bare har lyst til at blive hjemme på sofaen og falde i søvn til ’Kender du typen?’. Men der var jo en grund til, at jeg i sin tid købte billetten, sagde jeg til mig selv, hoppede på cyklen og satte kurs mod Skuespilhuset.
Heldigvis havde jeg fået lige præcis den plads, jeg altid helst vil have, 1. række midtfor. For i teatret kan man som bekendt ikke sidde for tæt på. Og jeg kom vitterlig tæt på, for da forestillingens eneste medvirkende, Kirsten Olesen, kom ind på scenen, som ret beset bare var salens gulv, satte hun sig ned lige over for mig. Der var vel kun et par meter fra hendes skosnuder til mine. Og hun blev siddende der stort set hele forestillingen igennem.
