0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kirsten Olesen er folkeeje, men vi taler for lidt om hende

En mørk aften i november leverede Kirsten Olesen en enestående fin præstation, der gav Per Lykke kuldegysninger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard
Tegning:: Claus Nørregaard
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som situationen er lige nu, virker det måske utaknemmeligt, når jeg ­skriver det, men ikke desto mindre: Jeg skulle i teatret og gad ikke rigtig. Dels var det længe siden, jeg sidst havde set en rigtig god forestilling og orkede ikke at blive skuffet igen. Dels var det en trøstesløs mørk novemberaften af den slags, hvor man bare har lyst til at blive hjemme på sofaen og falde i søvn til ’Kender du ­typen?’. Men der var jo en grund til, at jeg i sin tid købte billetten, sagde jeg til mig selv, hoppede på cyklen og satte kurs mod Skuespilhuset.

Heldigvis havde jeg fået lige præcis den plads, jeg altid helst vil have, 1. række midtfor. For i teatret kan man som ­bekendt ikke sidde for tæt på. Og jeg kom vitterlig tæt på, for da forestillingens eneste medvirkende, Kirsten Olesen, kom ind på scenen, som ret beset bare var salens gulv, satte hun sig ned lige over for mig. Der var vel kun et par meter fra hendes skosnuder til mine. Og hun blev siddende der stort set hele forestillingen igennem.

Da hun begyndte på sin monolog, ­føltes det, som om det kun var mig, hun talte til. Som om vi spillede vores eget kammerspil. Fantastisk. Det var godt, jeg kom op af sofaen.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu