I begyndelsen var det ikke til at se, men efterhånden tænkte vi begge det samme. Var det gamle fuglekirsebærtræ i skellet ind mod Helle og Peter, vores naboer, ikke begyndt at hælde en smule mod venstre?
Det var det. I løbet af de følgende måneder bevidnede min kone og jeg, hvordan maler Bertelsens gamle træ, en ud af tre mere end hundredårige kæmper, langsomt bøjede sig mod jorden. Der var noget vemodigt, men også meget værdigt over dets umærkelige knælen, men et andet perspektiv lurede: Hvornår ville det falde? Og præcis hvor ville det lande? På vores grund eller på Helle og Peters? Jeg opfordrede min bedre halvdel til, at vi slog koldt vand i blodet, men samtidig holdt nøje øje med udviklingen. Kirsebærtræet havde stået i mere end hundrede år, det så i og for sig meget rodfæstet ud, så mon ikke vi kunne tage det roligt lidt endnu?
