I nogle måneder af 1839 stod Tåsinge og især Valdemars Slot på den anden ende. Det var den svenske ’mirakelpige’, Anna Jönsdotter, der var kommet til øen, og både den brede befolkning, embedsmænd og pressen var som elektrificerede. Eller måske nærmere magnetiserede, for det var for hendes ’magnetismus’-behandlinger, den unge pige var blevet kendt.
Man vidste, at Anna Jönsdotter, født 1820 og fra Vallåkra ved Landskrona, et par år forinden havde ligget syg i flere uger, hvorefter hun var faldet i en dyb søvn, så hendes forældre troede, at hun var død. Men så vågnede hun mirakuløst op og fortalte, at hun havde mødt en engel, der havde påbudt hende at blive helbrederske og til den ende havde forsynet hende med nogle verselinjer, hun skulle fremsige, mens hun healede. Til at begynde med var Anna meget uvillig til at påtage sig sit høje kald, men hun gav sig. Hun fik hurtigt søgning og åbenbart også særdeles tilfredse kunder. Dog krævede hun aldrig betaling, men tog gerne imod frivillige bidrag. Meget fattige fik endda mere tilbage i ’byttepenge’ end de usle ’rundstykker’ (en svensk mønt af meget lille værdi), de havde råd til at give.
