Der er noget hyggeligt ved ældre prospekter over danske byer. Her er det en akvarel fra 1793, der viser Helsingør. Kronborg knejser som en høj og hvid kongeborg ved siden af de idylliske huse mellem byens kirker, og møllehjulene drejer i baggrunden. På reden ses bl.a. et dansk orlogsfartøj og en engelsk fregat. Der hilses høfligt med kanonsalutter, og i tegnerens streg er de danske splitflag blevet så store, at sceneriet næsten er svært at begribe. Havde Jens Bang, der malede akvarellen, kunnet spejde frem i tiden til H.A. Brendekilde og andre socialrealistiske kunstnere 100 år senere, kunne han have begivet sig ind på Kronborg og lavet nogle mere frygtindgydende tegninger.
Bag det smukke motiv fandtes der nemlig en anden virkelighed. Jens Bang ville have mødt en masse mænd med brændemærker i panden og iklædt spraglet tøj med gule og grønne tern. De gik med fodlænker, der var smedet i jern. I folkemunde blev disse mænd kaldt kanariefugle. Han ville også have mødt en masse i gråt eller brunt tøj; de var ligeledes i fodlænker. De blev kaldt hosebåndsriddere. Disse betegnelser blev muligvis først rodfæstet lidt senere, men under alle omstændigheder ville han have mødt den brogede skare af ulige kropsskikkelser med furede ansigter, rådne tænder, tjavset hår og skægstubbe. Vi har dog ikke et socialrealistisk maleri af slaverne, som man kaldte de straffefanger, der var indsat til fæstningsarbejde.
